Førstehjælp til hund – når uheldet er ude

Førstehjælp til hund – når uheldet er ude.

Hvad gør du, hvis din hund skærer poten på en skarp sten, bliver overophedet på en sommerdag eller pludselig kommer til skade på jagt, træning eller vandretur?

På denne aften deler dyrlæge og førstehjælpsinstruktør Julie Pio Kragelund ud af sin viden om førstehjælp til hund – med fokus på de situationer, hundeejere oftest møder. Du får konkrete råd til, hvordan du vurderer situationen, handler roligt og giver den bedst mulige førstehjælp, indtil din hund kan komme videre til dyrlæge.

Undervejs krydrer Julie undervisningen med fortællinger fra sit arbejde med tjenestehunde i Forsvaret – fra missioner i Afghanistan og Mali til ekspeditioner med Slædepatruljen Sirius i Nordøstgrønland. Her har førstehjælp været en naturlig del af hverdagen, og oplevelserne giver et unikt perspektiv på samarbejdet mellem menneske og hund.

Du går hjem med ny viden, større tryghed og konkrete redskaber, som kan gøre en afgørende forskel den dag, uheldet er ude.

Om Julie Pio Kragelund

Julie er dyrlæge, forfatter og instruktør i førstehjælp til hund. Hun står bag onlinekurset Førstehjælp til hund på DKK Hundeuniversitet og underviser hundeejere, jagthundeførere, dyrlæger og veterinærsygeplejersker i akut håndtering og førstehjælp.

Julie Pio Kragelund
Dyrlæge · Fagjournalist